Nattergaletur i Gilleleje Golfklub

Nattergalen synger i Gilleleje Golfklub

På en flot majmorgen kunne turledere Erik Schaumburg og Janne Aarre sige godmorgen til 38 fugle- og naturinteresserede deltagere (både golfere og ikke golfere). Det var andet år at Gilleleje Golfklubs medlemmer arrangerede fugletur på golfbanen – og det var en succes.

Banen stod rigtig flot og der var så mange fuglestemmer at det til tider var vanskeligt at høre den ene fra den anden. Men vores dygtige ornitolog Erik var tålmodig og udholdende så alle “fik noget med hjem”. En landsvale lavede endda opvisning med sit redemateriale (en lille fjer) lige foran os ved pavillonen på hul 7. På hul 3 kom rådyrene frem for at undersøge hvad vi lavede der – så tidligt.

Jeg selv kunne fortælle om vores Naturguide som hul for hul beskriver nogen af de spændende planter og dyr som findes på banen. Læs mere om naturen på Gilleleje Golfklubs hjemmeside.
Der var især interesse for historien om Tidselsommerfuglen som flyver hele vejen fra Sahara for at lægge sine æg i golfbanens tidsler. Og så var der ikke mange der vidste at Skvalderkål ikke er en pestilens i haven, men et fantastisk tilskud af vitaminer, mineraler og antioxidanter.  Så – op i salatskålen med de små friske blade!

Efter turen, som varede ca. 1½ time, var der morgenmadshygge hos Jeff og Rikke i restauranten.

En dejlig morgen som tåler gentagelse.

Foto: ©Janne Aarre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *